Nu er vi kommet på landet. Vi er i Kompong Speu. Det var her i nærheden – i Kardemomme Bjergene – at Sombo blev fanget.
Vi besøger en sød familie, der består af både børn, forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Altså hele fire generationer i samme hus! Det er helt normalt på landet i Cambodia.
Her bor de fleste også i huse på pæle. Det er nemlig ret smart, når det regner meget! Man sover i de tørre, mørke og rene rum ovenpå, og nedenunder laver man mad, spiser og hænger ud – nogle har også husdyr her.
Mormor inviterer os til at spise med. Vi får ris og grøntsager. Fra familiens egen mark. Eva spørger, hvordan man dyrker ris. For det kender vi jo ikke så meget til i Danmark. I filmen viser nabokonen Liep, hvordan hun planter risen.
Markerne skal være sjaskvåde, før risen gider at vokse. Men regnen kan man ikke altid regne med, så mange har både deres mark og en lille forretning af en slags. Liep har en lille madvogn. Vi ser også en minibutik med mobiltelefoner og en tankstation med benzin på plasticflasker.