Siem Reap…nøj, der er mange turister her! Flere millioner om året. De kommer her, fordi der ligger nogle flotte gamle templer i nærheden. Derfor er byen fuld af tilbud til turister: Markeder, massage, restauranter med mad fra hele verden, guidede ture og shows.
Et af de shows, man kan se her, er med de traditionelle apsara-dansere. Apsaraerne er vigtige figurer i Cambodias folketro. De symboliserer skyer og vand. Måske fordi de danser lige så elegant, som skyer og vand bevæger sig. En gang dansede de smukke kvinder i flotte kostumer for kongelige, nu danser de mest for turister.
Men du kan også se et lidt anderledes show her. Nemlig et cirkus med det svære navn “Phare Ponleu Selpak”. Det betyder noget i retningen af, at kunst kan lyse op. Cirkusset har det navn, fordi det gør livet lysere for de børn, der optræder i det. De er nemlig fattige, nogle er forældre- og hjemløse – men ved at være med i cirkuset har de fået en chance i livet. Se hvor dygtige de er i filmen.