Vores rejse ender i Mondulkiri ude østpå. Her er grønt og vådt – og meget smukt! Vi har fået et tip om, at Sombo er her. Et sted derude i de tætte skove i bjergene omkring os. Nærmere kommer vi desværre ikke! De folk, der passer på Sombo nu, forklarer, at hun skal have fred og ro. Efter et langt og hårdt liv som turistelefant, prøver hun at komme i tanke om, hvordan man er en vild elefant.
Men vi er ikke rejst helt herud forgæves. Vi møder nemlig nogle spændende mennesker fra bunong-folket. Bunongerne lever af og med naturen. De tror på, at alt levende har en sjæl – ikke bare mennesker, også planter og dyr. Elefanter har en særlig betydning. Bunongerne har en lang tradition for at tæmme og bruge elefanter som arbejdsdyr. De har dyb respekt for dem og opfatter dem som medlemmer af familien.
Vi får lov at møde deres elefanter. Men det er på eget ansvar. Selvom de her elefanter er vant til mennesker, kan de stadig være livsfarlige, hvis de føler sig truede. Bunongerne fører os ind i junglen og kalder på dem. Tre store elefanter kommer ud mellem træerne og helt tæt på. Så tæt på, at vi kan klappe dem. Det er ret vildt! I filmen kan du også komme tæt på elefanterne og møde en elefanttæmmer.